Traditionel kinesisk sundhed - om de indre øvelser 1

På de følgende sider beskriver jeg nogle meget specielle kropsøvelser, som jeg selv er meget glad for. Øvelserne er meget "anderledes"; de minder en del om indisk yoga, men har alligevel en helt anden karakter.

På de første sider beskriver jeg baggrunden for øvelserne. Derefter følger beskrivelsen af de tre basisøvelser Hjorten, Tranen og Skildpadden.

Kinesisk, baseret på praktisk erfaring

Kineserne er et meget praktisk og pragmatisk anlagt folk. Det afspejles også i de traditionelle kinesiske sundhedssystemer som akupunktur og taostisk medicin mv. og i teorien bag dem.

Systemerne er opstået gennem mange hundrede års eksperimenteren. Kineserne hævder selv, at alle øvelser skal virke, ellers duer de ikke, og er spild af tid. Det er den måde, at systemerne er blevet udviklet på. Altså gennem praktisk erfaring og ganske pragmatisk. Øvelserne er derfor ikke nødvendigvis knyttet til et specielt religiøst system; de anvendes af alle typer mennesker i alle kulturer.

Meridianer

Nogle, der praktiserer de indre øvelser, er tilhængere af den taoistiske livsfilosofi. For dem handler øvelserne om at gøre kroppen modtagelig for den universelle, kosmiske og spirituelle livsenergi. Den optages i følge taoismen i specielle punkter langs kroppens energibaner (meridianerne). Den kosmiske livsenergi føder så at sige de tre energisystemer (kirtel, nerve og åndedræt), og derfor skulle øvelserne også styrke optaget af kosmisk energi.

Men mange andre udøvere bruger øvelserne som en ren "indre gymnastik" - som øvelser, der forhåbentligt (og antageligt, for ellers laver man dem vel ikke) har gavnlig virkning på nervesystem, åndedræt og metabolikken (blodsystemet, fordøjelsen mv.). I Kina indgår de indre øvelser i dag centralt i det sundhedssystemet. Øvelserne bruges mod alt fra kræft til allergier og hæmorider.

Religiøst?

Personligt er jeg kristen, så kinesernes snak om astralkroppe og udødelighed kan jeg ikke forholde mig særlig konkret til. Men derfra til at kassere hele deres viden om samspillet mellem krop og energi, det ville være totalt tåbeligt. Man kan jo også se, i hvor høj grad den vestlige lægeverden har taget akupunkturen til sig. Der er jo ikke længere nogle, som stiller spørgsmålstegn ved, om akupunkturen virker. Men hvorfor? Det er der heller ingen, der spørger om, underligt nok. Her tænker jeg, at ok, akupunkturen virker. Den baserer sig på et medicinsk tankesæt, der arbejder med en højt udviklet energi-teori. Det kunne jo være, at andet fra dette tankesæt også viser sig at virke. Og på den måde kom jeg til de kinesiske indre øvelser.

Jeg kan varmt anbefale energi- og de indre øvelser, Chi-Kung og Nei-Kung, som jeg beskriver på de følgende sider.

  • Traditionel kinesisk sundhed - om de indre øvelser 2

  • Karbos opskrifter
  • Karbos øvelser til træning af krop og sind
  • Michael Karbos blog om miljø og sundhed, indre som ydre.
  • (C) www.karbosguide.dk 1996-2010