En naturlig følge af dette er, at man ikke misbruger sin energi. Og det betyder bl.a. at man er meget kritisk overfor megen sport. Al bevægelse koster principielt energi, og hurtige bevægelser slider på kroppens energireserver. Så derfor frarådes fx løb og styrketræning og i det hele taget al hård og ensidig træning, hvor konkurrenceelementet indgår.

Sport skal dyrkes uden, at man overtræner og mister kontrol og bevidsthed. Det kan godt lade sig gøre fx at både løbe, cykle og svømme med bevidsthed. Så vil man mærke, hvor stor forskel der er på at træne for fuld styrke eller at holde sig på måske 80%. Træningen gennemføres for at få styrket kroppen. Men man holder hele tiden lidt igen - lader sig ikke presse, hverken af andres eller egne krav. Træningen dræner på denne måde ikke kroppen for dens ressourcer. Det kræver bare bevidsthed under træningen.

Man skal ikke lade sig rive med af impulser, der vil have én til at gå hårdere til værks, til at nå nye tider eller tungere vægte, hvis man træner i motionscenter. Man skal holde sit åndelige/spirituelle/meditative fokus på at nyde træningen og at tage den med ro hele tiden.

De indre øvelser er ikke en sport. Der er intet konkurrencemoment, ingen anstrengelser, det er ikke en kampsport. "Laver man ydre øvelser, skal man lave de indre øvelser. Laver man de indre øvelser, kan man glemme de ydre øvelser."