KarbosGuide.dk

MaxBlast - stærk freeware til formatering og klargøring af harddiske

  • Næste side
  • Forrige side

    idg580

  • Du kender måske firmaet Maxtor. Det er en af de største harddisk-producenter. Vi har selv købt adskillige af de fremragende Maxtor-diske gennem årenes løb.

    Maxtor stiller et par geniale freewareprogrammer til rådighed, som er lige til at hente på deres website http://www.maxtor.com/, og her vil vi gerne reklamere for programmet MaxBlast som er beregnet til formatering og klargøring af harddiske - både Maxtors egne og af andre fabrikater.

    MaxBlast er kommet i en del versioner. Tidligere blev det leveret på diskette sammen med Maxtors harddiske, man nu kan man altså selv hente det på nettet. Det findes både i en diskette-baseret DOS-version og i en Windows-version. Du skal nok hente dem begge.

    DOS-versionen skal udpakkes til en diskette. Det sker automatisk, og så får du en opstartsdiskette komplet med en simpel DOS-version (DR-DOS). Med denne diskette kan du altid få liv i en pc, og det er let at komme til at klargøre harddiskene.

    Windows-versionen er genial at bruge i Windows. Den har flere funktioner:

  • Opdeling af harddisk i flere partitioner.
  • Formatering af harddiske og partitioner.
  • Disk-til-disk-kopiering af hele harddiske og partitioner.

    Programmeret er ganske enkelt imponerende. Det er enkelt, logisk og først og fremmest lynhurtigt.

    Hvis du har prøvet at formatere en større harddisk under Windows, ved du at det tager en evighed. Det tager fem kvarter (1:15:00) at klargøre en ny disk på 160 GB under Windows XP. MaxBlast klarer opgaven på 30 sekunder (00:00:30). Det er helt utroligt, at det skal være så svært for Microsoft at formatere en harddisk.

    Du kan vælge mellem FAT 32 eller NTFS, programmet klarer det hele. Dog skal DOS-versionen bruges til formatering af store FAT32-partitioner, det accepterer Windows 2000/XP ikke. Du kan også angive om disken skal bruges til lager, eller om den skal være systemdisk med Windows 2000 eller XP.


    Sikkerheds-diske

    Af rent sikkerhedsmæssige årsager har vi gerne flere boot-diske liggende klar. Det vil sige, at hvis en Windows 2000/XP af en eller anden årsag strejker og skal geninstalleres (det hænder ...), så kan vi sætte en erstatningsdisk i maskinen, og så kører systemet igen.

    Dette setup kører aldeles fint; erstatningsdisken kan samtidig rumme backup af dokumenter mv. Eneste ulempe: det tager en evighed at installere Windows 2000/XP med alt tilbehør på en ny harddisk. For vores eget vedkommende består sådan en installation af 4-6 timers arbejde med:

  • Installation af Windows 2000.

  • Installation og opdatering med drivere til skærmkort, printer, scanner, tegneplade mv. Opdatering til Internet Explorer 6.0 samt evt, Service Pack via Windows Update.

  • Installation af antivirus og Firewall (vi bruger PC-cillin 2002 og Kerio). Antivirus-programmet skal efterfølgende opdateres på nettet.

  • Installation af utilities: PC Magazines Task Power og Power Cop Pro. Folder Cache. Shortkey. Macro Express. Diverse skærm-capture-programmer, HTML-editor mv.

  • Installation af de "store pakker": Microsoft Office, Macromedia Studio MX, Adobe Photoshop mfl.

  • Opsætning af mail-profiler med datafiler i Outlook.

    Du kan nok godt se, at det tager sin tid, før pc'en er køreklar på ny. Den skal genstartes en del gange på ny, og der skal køres det ene program ind efter det andet.

    Nu kommer pointen! Alt dette kan MaxBlast kopiere fra én disk til en anden på måske 45 minutter. Der findes adskillige andre programmer, der kan gøre det samme (Ghost, Drive Image mv.), men MaxBlast er gratis og effektivt.

    Denne disk-til-disk-kopiering tager selvfølgelig længere tid, jo flere data, der skal overføres. Når den er gennemført, får du at vide, at disken er klar. Du skal bare flytte kablet, så den får samme position i EIDE-systemet, som den originale opstartsdisk.

    Det er fantastisk fornemmelse at genstarte, og alt virker på pc'en. Windows 2000 fungerer perfekt, men Office 2003 kræver en lille reperation. Photoshop CS og Studio MX skal begge genaktiveres - begge opdagede, at der var sket noget på pc'en. Men det var bare at lade programmerne gå på nettet, så var det overstået på 10 sekunder.

    En af de mere vakse shareware-utilities (registreret udgave) skulle også lige have opdateret registreringen, men det var også det hele. På under en time fik vi en fungerende og komplet kopi af en Windows 2000-opstartsdisk med i alt 50 GB data af forskellig art.

    MaxBlast er et genialt program - man kan virkelig mærke, at det kommer fra et firma, der kender harddiskene fra inderst til yderst. Uundværligt i værktøjskassen og gratis!


  • Næste side
  • Forrige side


    Copyright (c) 1996-2011 by Michael B. Karbo.