Hvem gider brune ris?
Jo, det går sammen med grillstegte kyllingefiletter

Brune ris kan være en ganske træls affære ... Jeg gider sjældent selv at lave dem, foretrækker Basmati-ris (se opskriften her). Men er der forvildet sig brune ris ind i dit køkken, så prøv dem da i det mindste. Her er en beskrivelse af en vellykket ret, du måske kan blive inspireret af.

Skal de brune ris bare være nogenlunde spiselige, skal de koges ordentligt. Her serveres de med frisk salat og grilstegt kylling med rigtig god sovs.

Jeg foretrækker selv franske ris fra Camarque (et stort floddelta ved Rhone-flodens udløb i Middelhavet). Der dyrkes flere slags økologiske ris. Har du adgang til de franske ris, så brug:

  • 125 gram røde Camarque-ris
  • 125 gram brune Camarque-ris

    Vej risene af, så du ved, at du har 250 gram. Læg dem enten i en tefalgryde eller i en tykbundet gryde, fx en Le Creuset Doufeu (støbejernsmodel med tykt og tungt låg) sammen med 700 ml vand (eller 700 gram vand, hvis du bruger vægten) samt salt.

    Kogetiden er ca. 45 minutter. Men sæt gerne gryden over på laveste blus i en times tid, inden du skruer en smule op, så risene lige kommer i kog.

    De må ikke bulderkoge, bare stå og simre 40-50 minutter under tætsluttende låg. Herefter er risene klar til servering.

    Der er ikke tale om fine løse ris, men hvis du følger min metode, så bliver de ganske lækre og smager faktisk helt godt med en god sovs til. Som fx med:

    Grillstegte kyllingefiletter

    Lad kyllingestykkerne marinere fx i terayaki med lidt chili i. Du kan også bruge soya med fx lidt grapesaft i samt chili, men terayaki er glimrende (det er en blanding af soya og risvin mv. - fremragende til marinering). Der skal sødt, surt, stærkt og salt i.

    Tag din støbejerns grillpande frem og varm den op. Du kan sagtes bruge en god Tefal-pande, men grillpanden steger altså på en anden måde, den kan virkelig blive varm uden at tage skade.

    Smid lidt rapsolie på og læg så kyllingestykkerne på. Varm godt op. De skal ikke have ret mange minutter, men panden må gerne blive godt varm undervejs. Vend stykkerne og flyt rundt på dem. Der er gerne mest varme midt på panden. Flæk evt. de største stykker, hvis du er bange for, at de ikke bliver gennemstegt.

    Hæld resterende marinade ved.

    Hæld til sidst et godt skvat piskefløde på panden og fordel det rundt til mest dejlige brune sovs, mens du tager panden af.

    Anret tallerkener med et par stykker kylling, en portion salat (rucola) og brune ris og hæld godt med sovs over risene. Mums.

  • Karbos opskrifter
  • Kinesiske øvelser til træning af krop og sind
  • Michael Karbos blog om bæredygtighed, mad og en del andet.
  • (C) www.karbosguide.dk 1996-2010