Chèvre chaud
Chèvre er en fransk gedeost. Den sælges nu også i Danmark - jeg så den forleden i netto og billigst i Aldi: 14,95 for en rulle på 180 gram. Gedemælk (og -ost) har en helt anden fedtsammensætning end komælk, er meget sundt og skulle være lettere fordøjelig. I Frankrig bruges chèvre og andre gedemælksprodukter gerne, når man skal komme sig efter en sygdom. Chèvre skal spises varm, og Frankrig sker det især i retten "Salade chèvre chaud", eller bare en "Chèvre chaud" (udtales sjævre sjo). Det er en af mine absolut favoritretter i Frankrig. Du kan få den på enhver restaurant, og der findes ikke to steder, hvor den er ens (se foto nederst på siden). Gedeosten smager fremragende varm, når den er i godt selskab ... Grundlæggende består salade chèvre chaud af en portion små hvide brød (fx små skiver flutes), hvor der på hver lægges en skive chèvre-ost. Det overhældes så med olivenolie og bages. Det serveres med en grøn salat og forskellig krydring (honning, bittesmå baconstykker, valnødde- eller ristede pinjekerner, masser af varianter ...) Jeg fik forleden foræret et par store courgetter (squash). Normalt steger jeg courgetter med timian og olivenolie på grillpanden, men nu havde vi en rulle chèvre i køleskabet. Så det blev til dagens ret: Chèvre chaud bagt på courgette. Først lægger jeg de tykke courgetteskiver på et stykke bagepapir. De smøres med lidt krydderolie. Så lægges osten på, en skive på hver. Så overhældes de med rigeligt med god olie.
Derefter skal de små hapser blot bage i fx 20 minutter. Vi serverede dem med gnocchi - en slags pasta med kartofler i, som er meget udbredt i resten af Europa, men underligt nok sjældent ses i danske dagligvarebutikker.
Her er så serveringen: Chèvre chaud bagt på courgette med lidt gnocchi kogt i sabsi og bouilllon. Tallerkenen pyntes med lidt balsamico condimento.
Til sidst et billede af en ægte "Chèvre chaud" - på denne bistro i Draguignan var den suppleret med skinke:
|